"Tranedans - fototur" Hornborgasjön, Sverige 5 - 8. april 2010  20/04-2010

Birger Rasmussen og undertegnet var i nævnte periode på fototur til "Tranedansen" i Sverige hvor opimod 13.000 Traner bød på en storslået naturoplevlese. /Benny

I gennem 200 år har tranerne lagt vejen forbi Hornborgasjön for at æde, inden de flyver ud til deres ynglepladser i resten af Sverige. I starten blev de lokket til området pga. store eraler med kartofler, som blev dyrket mhp. at lave snaps! En vigtig del af snaps er alkoholen, og fremstillingen af alkohol skete ved at sætte kartofler til gæring, og derefter destillere væsken. Det sidste destilleri Dagnäs lukkede i starten af 1970´erne, men man fortsatte med at udlægge karfofler til tranerne. Området har sidenhen været igennem et stor naturgenopretning og projektet var gennemført i midten af 90´erne. 

I dag er "Tranedansen" et attraktiv turist og naturmål for utrolig mange mennesker, og det anslås at omkring 150.000 personer besøger området især for at se tranedansen. Iøvrigt ses tranerne danse sporadisk igennem hele dagen, og man behøver derfor ikke nødvendigvis være på plads i de tidlige morgentimer for at opleve dette. Alt efter vejrforhold m.v ankommer de første traner ofte medio marts og i dagene omkring 1.april topper antallet med 10 - 13.000, men 1. april 2009 sattes der rekord med hele 18.500 traner. Efter medio april er der kun få traner tilbage og over sommeren ses kun de lokale ynglefugle. Om efteråret ses på returtrækket 8 - 9.000 rastende fugle i området men her ses der naturligvis ikke tranedans. 

Ved hjælp af en særlig maskine på store ballondæk, med påmonteret noget der kunne minde om en "salt- spreder" udkøres dagligt (efter mørkets frembrud) 1 - 3 tons korn i områdets sydlige del - alt efter mængden af traner. På en sæson bliver det til imellem 75 og 100 tons korn, som de mange traner indtager. Tranerne raster i området 2- 3 uger inden de mætte trækker videre ud til deres ynglepladser spredt rundt i Sverige. 

Lad mig starte dette lille turreferat med en lovprisning af den svenske snaps- skål! for uden snapseproduktionen havde der formodentlig ikke været grundlag for denne tur!

Base: Hornborgasjön Stugby, ca. 2km fra søen i en lækker 50m2 hytte med alle bekvemligheder til 4 personer for kr. 1990svkr= ca. 1500kr. Man kan givetvis få et værelse på en vandrehjem til det halve 25-30km væk, men vi valgte efter; location location location!

Vi kørte fra Randers mandag aften og sejlede til Sverige med Grenå- Varberg, med ankomst til Varberg tirsdag morgen kl.06.05   Efter lidt over 221km ankom vi i fin fin stil til Hornborgasjön ved "Naturum Tranedansen" kl. 09.10 Her ventede der os et fantastisk skue med 12.800 dansende traner- vild med dans go home!

Vores fortrukne p- plads område blev fra starten af stedet "Vadboden" nær "Naturum Tranedansen". Her skal man iøvrigt betale kr. 20svkr om dagen for parkering med personbil. Som det stod "pengene "stannar här" og går til den daglige drift/tranerne i området hvilket jo er en super ide som sagtens kunne overføres til Danmark, fx. ved Skagen Gren p- område!

Svenskerne forstår at lave imponerende faciliteter i naturen og det var en ren fryd at besøge Naturum Tranedansen og Hornborga Naturum.  For at finde noget der bare ligner i Danmark skal man til Bygholm Vejlerne i Nordjylland. Langt de fleste turister flokkes om besøgscentret "Tranedansen" og i de dage vi var der blev området dagligt besøgt af min 1000 mennesker.

Vi havde hjemmefra besluttet at være super aktive i felten, hvorfor vi havde udstyr og proviant med til at kunne klare os i felten igennem dagen. Friskbrygget kaffe v. "Bennys-kaffebar" blev et hit og sikrede at vi opholdte os i felten til efter solnedgang- og først derefter kørte til hytten og indtog vores aftensmad. Aftenen gik i reglen med at tjekke notater, lagre billeder inden det blev senge tid ved 23 tiden- eftersom vi skulle op næste dag ved 05.10 tiden.

Undervejs fra Varberg til tranerne drøftede vi naturligvis "ønskebilleder" og højt på listen var både traner i sol op og nedangslys, så dette måtte vi jo arbejde på.  Onsdag aften havde vi håbet på en super smuk solnedgang med traner. Aftenen var smuk- men ikke en eneste trane blev fotograferet i dette lys, så vi var lidt skuffede da vi kom retur til hytten.

Men ikke tude! Torsdag morgen kl.06.05 var vi på plads og sikke en morgen... Planen var at "bennys- kaffebar" skulle servere morgenmad osv. ved ankomst, men  en rigtig smuk solopgang var over området, sammen med adskillige tusinde larmende traner som fløj på kryds og tværs af solen. Det kan nok være at kameraerne klikkede og i et væk blev flere 8gb kort fyldte. Nok var det fedt at få disse billeder, men oplevelsen var og er til dato en af mine største naturoplevelser -og for søren hvor smagte kaffen godt efterfølgende.  At det så småregnede resten af dagen betød pludselig mindre efter den morgenstund!

Torsdag 15.55 satte vi kursen hjem over, med vel omkring 5000 billeder på kortene. Vi kørte mod Vareberg via. Göteborg af E20 og lige omkring kl.18.25 parkerede vi bilen på havnen. Vi kørte fra borde kl.23.50 efter sejladsen var blevet brugt på bl.a kritisk gennemgang af vores billeder. Jeg var hjemme omkring kl.01.00 og i skrivende stund har jeg omkring 1200 billeder fra Hornborga som skal sorteres og redigeres.

Alle dage led vi desværre lidt under at der var noget overskyet og kun sjældent fik vi egentlig sollys at arbejde med, men uanset så står turen som en kæmpe oplevelse. Vi noterede 62 forskellige arter på turen ved Hornborga, fx. sangsvane blandede sig i kormængden, men også et ynglepar af Fiskeørn blev noteret, Rød glente, Havørn, Ravn og diverse vandfugle. Men vi bevægede os heller ikke væk fra Hornborgasjön efter andre arter denne gang.

Skulle jeg besøge stedet igen, vil jeg nok undersøge andre lokaliteter med spændende arter (urfugl, tjur osv) samt overveje at sidde i et af Hornborgasjöns trane fotoskjul- men det er altså et ophold i et skjul i 12 - 24 timer midt i tranedansen!

Uanset hvilken indgangsvinkel man har til naturen, så kan jeg kun varmt anbefale at besøge området og nyde denne storslået naturoplevelse at se Tranerne danse i morgensolen! 

Med mit Canon ixus 850is lommekamera optog jeg en lille video fra vores smukke solopgang- se den her 

Se også min video af selve tranedans- området her

Mine videoklip er som nævnt lavet med et lille lommekamera, og er desuden ikke redigeret så er ren amatør klip, som blot er medtaget for at vise stemningen fra området. Birger har optaget nogle langt bedre videoklip med hans Canon 7D og så snart de er færdigredigeret håber jeg at kunne linke til dem også.

Besøg den oficelle Hornborgasjön hjemmeside her

 

/Benny

 

Se billeder af traner her Eller se vores Hornborgasjön Galleri
 

Tilføj kommentar